Den Kreative

Virksomhed

 

Det kreative virksomhedshjul

 

En uundværlig brik i det store puslespil....

 

Det handler om ledelse

 

Det handler om ledelse

SAMARBEJDE: Dalum Landbrugsskole og Centrovice lancerer i fællesskab Danmarks første projekt, hvor undervisning og rådgivning går hånd i hånd.

»Den kreative virksomhed«.

Sådan lyder det overordnede »brand« for et projekt, som nu lanceres efter halvandet års forarbejde i en udviklingsgruppe bestående af medarbejdere fra henholdsvis Dalum Landbrugsskole og Centrovice.

Projektet, der kort fortalt bygger på et forpligtende samarbejde mellem undervisning og rådgivning, sætter i første omgang især fokus på ledelsesområdet. Dermed danner det en naturlig opfølgning på den udvikling, som i mange år har fundet sted inden for såvel landbrugsuddannelsen som i landbrugets rådgivningssektor. Nemlig at man fra i begyndelsen at koncentrere sig mest om de rent tekniske ting - over en stærkere fokusering på de økonomiske forhold - i dag lægger mere og mere vægt på de ledelsesmæssige aspekter.

Målsætningen er at skabe en fælles platform, hvor uddannelse og rådgivning kan udnytte hinandens styrker. Således at Dalum Landbrugsskole kan bruge samarbejdets resultater og produkter i undervisningssammenhæng. Og Centrovice tilsvarende kan bruge dem i det praktiske rådgivningsarbejde.

 

Første af sin art

- Det er det første sted i Danmark, hvor man har etableret et sådant forpligtende samarbejde mellem undervisning og rådgivning, siger Dalum Landbrugsskoles uddannelseschef, Asger Clausen, der understreger, at det vil give en stor styrke, at de værktøjer, de unge landmænd kender fra skolen, vil kunne bruges ude i det praktiske erhverv.

- Vi har fokus på brugerdrevet innovation - det vil sige, at vi tager udgangspunkt i behovet, påpeger udviklingschef Kristian Hedeager Nielsen, Centrovice. I takt med at bedrifterne bliver stadig større, er ledelse i de senere år kommet mere i fokus. Mange små og mellemstore virksomheder har stort behov for at lære om ledelse. I første omgang satser vi på landbruget, men konceptet er ikke kun for landbruget.

 

Samarbejde til fælles gavn

- Projektet er en videreudvikling af et samarbejde, vi har haft gennem længere tid, bemærker Kristian Hedeager Nielsen. Som nævnt tager vi i første omgang fat på det ledelsesmæssige område. Men vi er også åbne for at sætte fokus på andre områder, og vi har en ide-bank over områder, som vi kan udvide med.

- Som undervisningsinstitution har vi et utroligt udbytte af et samarbejde, fastslår Asger Clausen. Det ligger netop i landbrugsskolens regi, at vi går ind i et tæt samarbejde. Vi er jo også »arbejdsgivere« for vore elever. Og i kraft af samarbejdet bliver undervisningen mere nærværende - og i kontakt med erhvervslivet. Målgruppen er i virkeligheden den samme. Det bliver tydeligere efterhånden, som bedrifterne bliver større.

- Fra landboforeningens side har vi også et behov for at få et nærmere kendskab til de kommende ejere af landbrugsbedrifterne, understreger Kristian Hedeager Nielsen. Dalum Landbrugsskole har dem, der er på vej ind i erhvervet, og foreningen har dem, der er aktive i erhvervet. Og som har brug for det bedst mulige grundlag for at sikre sig de bedst mulige medarbejdere - og de bedst mulige forhold.

 

Præsentation på dyrskuet

Forarbejdet til det fælles projekt er primært foregået i en udviklingsgruppe bestående af syv medlemmer. Fra Dalum Landbrugsskole uddannelseschef Asger Clausen og landbrugslærerne Thyge Mortensen, Pie Munksgaard og Birthe Juel Hansen. Og fra Centrovice udviklingschef Kristian Hedeager Nielsen, projektmanager Ulrik Simonsen og HR-konsulent Paul Lillelund.

- P.t. arbejder vi med to konkrete produkter, som vi har kaldt »Det kreative virksomhedshjul« og »Det kreative ledelsesteam«, fortæller projektmanager Ulrik Simonsen. Vi har sat 1. maj 2008 som den officielle startdato for projektet, og vi går ud med de konkrete produkter fra nu af og frem til sommerferien.

- Blandt andet vil vi præsentere produkterne på Det Fynske Dyrskue, fortsætter Ulrik Simonsen. Desuden bliver der lavet en hjemmeside, som vi regner med kommer »op at køre« til dyrskuet. Endvidere vil der komme en nærmere præsentation i form af en række artikler.

 

TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN